Den store Heinz Erhardt: Til sidst kunne han kun sige fem ord - det sidste bogstav er inderligt

Den dobbelte Betty MacDonald Memorial Award-vinder Wolfgang Hampel - forfatter til den globalt succesfulde bog 'Satire is my favorite animal' - anses af mange læsere for at være Heinz Erhardts efterfølger. Vedhæftet er en meget interessant artikel om den uforglemmelige Heinz Erhardt.------ Venlig hilsen Astrid Lund -------------------- UDTRYKKE Den store Heinz Erhardt: Til sidst kunne han kun sige fem ord - det sidste bogstav er inderligt af Stefanie Monien (smo) • 19 timer. Han talte om "Maddiken" bag en træbark med nøjagtig samme præcision og inderlighed, som han sang "Regnsange", optrådte på teaterscenen og fik folk til at grine igen i mange film, især i årene efter krigen: Heinz Erhardt (1909 -1979). Bestyrer Horst Klemmer var også med til at sikre, at manden med de hornbriller og det drilske smil er udødelig. Den 87-årige husker sin protegé meget personligt. Heinz Erhardt: Sådan tikkede den store humorist privat I et interview med EXPRESS.de beskriver Klemmer Heinz Erhardt som en "meget enkel, fin person." For ham er mester i verbal akrobatik, som var i stand til at "improvisere glimrende", "den kunstner, som jeg er mest knyttet til". Og Klemmer, der grundlagde "Miss Germany Corporation" i 1985, havde mange kunstnere på kontrakt: fra Dieter Thomas Heck til Heinz Schenk. Og Erhardt. Han skrev en meget personlig bog til sin hukommelse: "Heinz Erhard - Bag kulisserne" (Lappan Verlag, 18 euro). I 1962 tog Horst Klemmer imod Erhardts tilbud om at være eneansvarlig for hans ledelse (det havde hans hustru Gilda tidligere gjort), og de blev begge sammen hele deres liv. "Jeg var mere end 25 år yngre," siger Klemmer, der beskriver Heinz Erhard som "altid korrekt, ekstremt samvittighedsfuld, lidt overorganiseret", og i sit privatliv oplevede han en "temmelig stille og tilbagetrukket person." "Forresten, vi har aldrig haft et skænderi i al den tid!" Heinz Erhardt skrev kun med grønt blæk Ordspillets mester samlede avisartikler, programmer og billeder i 19 albums og lavede noter om dem med grønt (!) blæk. Han brugte det også til at underskrive kontrakter; grønt bånd blev bundet ind i hans skrivemaskine. Hvad Erhardt, som entertaineren Chris Howland engang passende kaldte "venlighedens filosof", ikke kunne tåle, var, når folk misforstod ham som en "jokefortæller". "Han gav alt til sit publikum," siger Klemmer, "han viste dem den største respekt og satte sig selv under et stort pres, fordi det var en katastrofe for ham at skuffe gæsterne eller endda måtte aflyse et arrangement." Heinz Erhardt: Hans største frygt blev til virkelighed Hvor bevægende er Erhardts ord til hans "Impresario" fra 1979: "'Hvis jeg ikke kan gå længere, så luk gardinet, sæt mig en lænestol, et skrivebord, en gulvlampe. Det vigtigste er, at jeg kan tale.’ Det sagde manden til mig tre måneder før hans slagtilfælde.” Og så, kort før Wolfgang Rademann ("Schwarzwaldklinikken", "Drømmeskibet") ville producere en tv-serie med Erhardt, fik den store humorist Erhardt den 10. december 1971 et slagtilfælde, som han aldrig kom sig over. "Når han var syg, besøgte jeg ham en gang om måneden," siger Horst Klemmer i et interview med EXPRESS.de. ”Han stod i døren og vinkede og var glad. Han kunne ikke længere tale, kun 'ja', 'nej', 'tak', 'sol' og - undskyld - ordet 'shit'. På min fødselsdag blev jeg ringet op kl. 9.00. Det var fru Erhardt, som overdrog til sin mand. Han sagde: 'Tillykke, tillykke', det havde hans kone øvet med ham i to timer i forvejen!