Koalitionens tilstand: Trafiklysene er upålidelige

Frankfurter Allgemeine Zeitung Koalitionens tilstand: Trafiklysene er upålidelige Artikel af Eckart Lohse • 16 timer • 3 minutters læsetid Det er ikke så længe siden, at oppositionen simpelthen kunne nyde en regerings strid og dens dårlige meningsmålingstal. Rynkerne på panden på dem, der ikke regerede, havde til formål at vise bekymring for landets tilstand. Under dette lå håbet om snart at genvinde magten. Sådan fortsatte det i Forbundsrepublikken i årtier. Mekanismerne i et fungerende partidemokrati. Hvis forholdene stadig var sådan, kunne Unionen være glad. Status for lyskrydset er nu sådan, at det tager kortere tid at opremse de områder, som Socialdemokratiet, De Grønne og FDP er enige om (sandsynligvis i den grundlæggende vilje til fortsat at støtte Ukraine) end at gennemgå den lange liste af stridigheder . De to seneste eksempler er det tynde katalog over, hvordan man håndterer irregulær migration efter angrebene i Mannheim og Solingen, som allerede var blødgjort i koalitionsafstemningens møller, og uenigheden om skattelettelser. Spørgsmålene, der fortsat er aktuelle, er, om FDP vil opgive sin modstand mod den pensionsreform, som SPD har sat øverst på sin dagsorden, og om lyskrydset bliver enige om et budget for det kommende år. Kanslerens Erfaring Som i ethvert forhold gælder det også koalitioner: Hvis de er grundlæggende stabile, er en strid ikke et eksistentielt problem, især hvis det drejer sig om et emne, der indholdsmæssigt kan indsnævres. Tværtimod kan en meningsforskel, som de involverede håndterer på en løsningsorienteret måde, være bevis på forholdets stabilitet. Kampen om flygtningepolitikken mellem CDU og CSU var et stort slag for Merkels sidste sort-røde koalition, som i første omgang alligevel ikke var ønsket af Socialdemokratiet. Ikke desto mindre kunne magthaverne have indtryk af, at magthaverne var bevidste om deres overordnede ansvar for landet og for eksempel i den udfordrende coronapandemi styrede skibet sikkert forbi klipperne. Der var et grundlæggende niveau af tillid blandt befolkningen. Lyskrydset har derimod mistet denne tillid. Det skyldes ikke engang de enkelte aktørers inkompetence. I gennemsnit er den hverken større eller mindre end tidligere regeringer. Næppe nogen kansler har fået så meget regeringserfaring på stats- og føderalt niveau som Olaf Scholz. Han er en fornuftig mand, der ikke har nogen interesse i at drive landet ind i muren. Problemet er snarere, at der er tre kræfter involveret, som er for forskellige i deres grundlæggende ønsker. Hvis de røde og grønne måske kunne komme sammen på nogle områder, er der for mange, som FDP ønsker at gå i en anden retning. Den indledende sukkerlakering af, at lyskrydset var en meget stor koalition, der dannede en endnu bredere parentes end sort og rød, hvormed tyskernes behov kunne tilfredsstilles, viste sig hurtigt at være en illusion. Söder går selvmodig et skridt videre Det, der kan genere folk mere end spørgsmålet om, hvorvidt de før eller siden skal opvarme deres huse med elektricitet, er upålideligheden af ​​lyskryds. Angela Merkel ville have foretrukket at "regere igennem" frem for konstant at skulle indgå kompromiser. Men det faktum, at lyskryds-kaptajn Scholz, af alle mennesker, startede med at sige, at den, der beder ham om lederskab, vil få det, er en topkandidat for lovperiodens joke. Knap er det lykkedes lyskrydspartierne at nå frem til et kompromis, når der bliver sat spørgsmålstegn ved det. Lovpakken om migrationspolitik forventes vedtaget i denne uge. På mødet i SPD's folketingsgruppe tirsdag så kritikerne ud til at være blevet så tydelige, at kansleren måtte rejse muligheden for en tillidsafstemning. Nå, Unionen kan gnide hænderne sammen! Undersøgelserne gør en ny version af trafiklyset lige så sandsynlig som en cykeltur til månen. Formanden for lilleunionssøsteren, CSU-chef Markus Söder, går et skridt videre og udelukker kategorisk en koalition med De Grønne. Vi har det! Som om forholdene i Sachsen, Thüringen og Brandenburg ikke var dårlige nok. Hvis lyskrydset svigter, tidligt eller på valgdagen, er problemet ikke, at Scholz ville ende i ligaen af ​​kortvarige kansler Erhard og Kiesinger. Det ville snarere være et signal om, at midterpartierne, selv under indtryk af den hurtige og lynende vækst i AfD og BSW, ikke synes at have forstået, at den model for partidemokrati, som de tidligere har fulgt til gavn for land er i fare.